Nyheder

16.08.2019

VELKOMMEN TIL DE NYE ELEVER

Det er altid en stor dag, når de nye 1g elever begynder på GG, og tirsdag d. 13.8 ankom 360 spændte, unge mennesker. Og der blev taget godt imod de nye, både af lærere og tutorer. Tutorerne er 2g elever, der frivilligt begynder i skolen lidt tidligere for at planlægge introforløbet sammen med lærerne.

Dagen startede med en velkomst i salen og en tale af rektor Eva Steensen, hvorefter eleverne gik med deres klynge ud i klasserne. Klyngerne er de grupper, som eleverne skal gå sammen med i grundforløbet, dvs. indtil de vælger studieretning i november.

I løbet af de samlede introforløb var der navnelege, rundvisning på skolen, samarbejdsløb og en masse andre aktiviteter bl.a. om overgangen fra folkeskole til gymnasium. Og så var der naturligvis også undervisning.

I løbet af de kommende måneder vil der være flere sociale aktiviteter, og når eleverne har valgt studieretninger og er startet i deres stamklasser, vil der være yderligere aktiviteter, der skal ryste eleverne sammen, for vi ved, hvor vigtigt det er, at eleverne har det godt socialt.

Men hvad synes eleverne selv om at begynde på GG? Vi spurgte dem….

  • Det var meget hyggeligt, fordi vi legede nogle sjove lege med vores klynge lige med det samme, så man slap for at det blev akavet. Jeg kendte nemlig ikke nogen fra starten.
  • Jeg var personligt ret nervøs for ikke at få nogle venner, men i løbet af de første dage er vi blevet rystet godt sammen, og vi har lært hinanden at kende.
  • Det var ganske vidunderligt og helt igennem henrivende at starte på GG J
  • Starten på GG har været ganske god, på grund af den åbenhed de ældre elever havde over for os.
  • Det var mega-skræmmende, men også rigtig spændende. Alle tog supergodt imod en, og ryste-sammen-delen var rigtig godt organiseret.
  • Det er fedt at være startet. Både lærere og elever virker super flinke.

Velkommen til de nye elever. Vi er sikre på, at I får tre spændende og udfordrende år, både socialt og fagligt.