Nyheder

05.10.2018

UNESCO BSP Damp 2018

At opbremse klimaændringer og sikre en mere grøn fremtid, er ikke op til en person eller et land. Vi lever alle på én klode med samme sol og måne, og derfor er det op til os alle i fællesskab at tænke mere bæredygtigt.

UNESCO afholdt d.18-21. September en konference med netop globalisering og bæredygtighed som hovedtema. Vi var 12 elever fra Gladsaxe gymnasium, der på baggrund af en opgave vi skrev i februar blev inviteret med til denne konference, og sammen med en lærer drog vi glade og parate afsted med tog mod den nordtyske by, Damp, hvor konferencen blev afholdt.
Vi skulle bo i hytter på et stort resort kaldet ”Ostsee resort” med svømmehal, spa og beliggenhed lige ud til havet.

Til åbningsceremonien blev vi introduceret til de deltagende nationer. Projektet er en del af UNESCO-gruppen “Baltic Sea Project”, så der var hovedsageligt folk fra landene rundt om det baltiske hav, som Letland, Estland, Sverige osv. men der var også deltagere fra Sydkorea, Japan, New Zealand mv. Der blev holdt en masse taler af forskellige arrangører, UNESCO-personer men også studerende, da der var et stort fokus på, at studerende også skulle have en stemme.

Aftenen brugte vi på at lave en planche med info om Danmarks UNESCO-sights og andre eksempler på særligt danske ting, som skulle stå ude i forhallen blandt de andre landes plancher. Her kunne man gå rundt og læse om de forskellige lande og kulturer, og hvad de evt. havde gjort for en mere bæresdygtig fremtid. Med udgangspunkt i plancherne udarbejdede hvert land tre spørgsmål, som blev en del af en større quiz, som man skulle udfylde i løbet af kongressen.

Den næste dag startede med en interkulturel samling, hvor hvert land skulle sige godmorgen på deres sprog, og derefter skulle alle gentage det i kor. Derefter blev vi alle tildelt nogle forskellige workshops. Workshop-lederne kom fra forskellige steder i verden, og de havde hver to tyske gymnasieelever til at hjælpe sig. Der blev bl.a. skrevet små historier om forskellige kulturer der mødes, der blev bygget små bæredygtige huse, der blev lavet teater, og der blev diskuteret, hvordan man kan implementere bærdygtighed og “global citenzenship” i hverdagsundervisningen.