Nyheder

16.01.2019

Sådan gik orienteringsaftenen

Mandag d. 7. januar holdt vi vores årlige orienteringsaften for (måske) kommende elever og deres forældre. Arrangementet var som sædvanlig velbesøgt og det var dejligt, at så mange fandt vej til os på trods af kulde og regn.  

Aftenen bestod af tre dele.   I salen var der først underholdning med musiske indslag fra bl.a. den kommende musical bygget op omkring Beatles sange (se om musical i under vigtige datoer, hvor der også er informationer om, hvordan du får billetter) og et kort indslag fra elevrådet. Desuden holdt rektor, Eva Krarup Steensen, en tale.

Eva sagde bl.a.

Nogle af vores dygtige 3.g elever har lavet et reklamespot for vores orienteringsaften (se spottet her)

Jeg synes, den er så godt lavet. Den er sjov, den har humor, den har stor dramatik og ikke mindst også et alvorsord. Kom til orienteringsaften og find din skæbne.

Som danskere er vi ikke vant til de store ord. Vi er ikke vant til at udtrykke os med patos, men eleverne har jo ret. For det valg I står overfor nu, er et skæbnevalg. For det er jo et valg, der handler om, hvad I vil, hvad I kan og hvad I skal med jeres liv - jeres skæbne.

Tænk lige over, at en gymnasieuddannelse tager tre år - kun tre år - og vel og mærke tre år af det tidspunkt i dit liv, hvor dine forudsætninger for at lære noget er allerbedst. Hvis jeg skulle råde mine børn til at vælge deres skæbne, så ville jeg - måske ikke ligefrem overraskende - råde dem til en stx:

For stx er mere end en uddannelse. Det er spændende at gå i gymnasiet. Men det kan også til tider være lidt hårdt, der er mange lektier og der er mange opgaver, der skal løses. Det er også sjovt at gå i gymnasiet. Især for dig som er nysgerrig. Du vil møde fagligt engagerede lærere, der ved de mest utrolige ting. Du vil sammen med andre elever lære i faglige og sociale fællesskaber. Det kan være som 1z, der på en Danmarkstur så Jellingestenen, eller 100 elever på tværs af alle årgange, der laver musical eller når 3g drengene laver et reklamespot. Masser af inspiration, engagement, læring og nysgerrighed.

For stx er mere end en uddannelse.” 

Ud over arrangementet i salen, blev alle besøgende inddelt i grupper på ca. 30 personer og inviteret ind i skolens klasseværelser. I hver klasse var der både lærere, 1g elever og EA’er (elevambassadører) som fortalte om livet på Gladsaxe gymnasium og svarede på de mange spørgsmål fra de besøgende.

Endelig var der fagboder og boder med fokus på de mange studieretninger. Her kunne de besøgende spørge til det faglige indhold i konkrete fag og studieretninger.

Hele skolen var på orienteringsaftenen fyldt med elever i orange T-shirts. Det var elever fra alle tre årgange, som deltog i orienteringsaftenen, enten i klasserne, på scenen eller i fagboderne, fordi de rigtig gerne ville vise deres skole frem. De havde endda lavet guidede ture rundt på skolen  - et tilbud mange benyttede sig af.

Tak til elever og ansatte for deres indsats med at vise deres arbejdsplads frem.

Og tak til de mange besøgende. Vi håber, at besøget har medvirket til, at du er kommet tættere på en afklaring af din skæbne.