Nyheder

23.11.2018

Operation Dagsværk på GG

Operation Dagsværk, også kendt som OD, er en frivillig organisation, der opererer på gymnasier landet over. OD samler hvert år penge ind til et projekt til fordel for udsatte unge i lande som oftest ligger udenfor Europa. I år var projektet til fordel for unge i Grønland. Ungdommens Røde Kors og Kalaallit Røde Korsiat har sammen udviklet et projekt, som skal styrke trivslen blandt de grønlandske unge.
Hele indsamlingen foregår på én dag, kaldet Dagsværkdagen, som i år var den 7. november. Alle deltagende elever arbejder i 5 timer til en minimumsløn på 350 kr., og donerer hele beløbet til årets projekt.
På Gladsaxe gymnasium er der en god og stærk tradition omkring Operation Dagsværk – og med et engageret, elevbaseret OD-udvalg og over 700 seje, frivilligt arbejdende GG-elever, er Gladsaxe et af de gymnasier i Danmark, der samler mest ind til det gode formål på Dagsværkdagen. De indsamlede penge i år er endnu ikke talt præcist op, men det ser ud til, at årets indsamling kan skrives ind i rekordbogen med et beløb på over en kvart million kroner indsamlet af elever fra Gladsaxe gymnasium. Dette er noget vi på Gladsaxe gymnasium er utroligt glade for og stolte over!
Man kan læse mere om OD og årets projekt på od.dk