Nyheder

29.09.2017

OPERATION BAGSVÆRK

Torsdag d. 28/9 var første skridt i Operation Dagsværk-processen her på Gladsaxe gymnasium. Vi har den stolte tradition, at vi hvert år deltager i Operation Dagsværk (OD), hvor eleverne samler penge ind til et godt formål. I år går pengene til hovedstaden i Bangladesh, Dhaka, som er verdens hurtigst voksende by og samtidig er kåret som verdens værste by at bo i. Det skyldes blandt andet, at 60% af byens befolkning bor i slumområder, hvor ekstrem fattigdom, sygdomme, forurening og oversvømmelser er en del af hverdagen.

I stedet for ”kun” at levere en dags arbejde, der er den klassiske OD-model, så har eleverne på GG udvidet konceptet. Derfor havde vi ”Operation Bagsværk”, hvor eleverne bager og sælger kager her på gymnasiet. To af OD-formændene, Anna og Katrine, 3.z, kunne stolt berette, at kagesalget ved Operation Bagsværk i år havde indbragt 2.250 kr., som bliver lagt sammen med de penge, der vil blive indsamlet på OD-dagen d. 8/11. I forhold til sidste år er det en stigning på 40 %. Godt spist GG, og godt arbejde, OD -bagere.