Nyheder

04.06.2018

INNOVATIONS-CAMP OM BÆREDYGTIGHED

I maj deltog ca. 350 1g elever i en tredages innovations-camp med fokus på bæredygtighed. Campen var et samarbejde mellem GG, Gladsaxe kommune og en række virksomheder i Gladsaxe.

Innovations-campen blev skudt i gang af Gladsaxes borgmester Trine Græse, Klimaambassaden holdt herefter et oplæg om bæredygtighed i et globalt perspektiv, og til slut blev de forskellige problemstillinger, som eleverne kunne arbejde med, præsenteret.

350 ivrige elever gik herefter i gang med arbejdet. Hver gruppe skulle vælge én problemstilling, og kunne bl.a. vælge mellem at arbejde med affaldssortering på GG, energibesparende tiltag i en privat virksomhed, eller hvordan kommunen endnu bedre kan støtte borgerne til at træffe bæredygtige valg.

Så der var nok at gå i gang med for 1g eleverne, der samtidig selv fik ny viden om bæredygtighed og FN’s verdensmål.

På campens sidste dag lå der ca. 70 innovative projekter, der alle blev givet videre til opdragsgiverne.  Selvfølgelig var der også en jury, der udvalgte en række projekter, som blev fremhævet for deres kreative ide, en flot præsentation, realiserbarhed og deres effekt.  Eleverne bag de udvalgte projekter fik naturligvis overrakt fine præmier på scenen, mens resten af eleverne højlydt gav deres anerkendelse til kende.

Trætte, men klogere, gik 350 elever på weekend..

Det er tredje år i træk vi på GG afholder innovations-camp for alle 1g elever. Vi ønsker at styrke elevernes innovative kompetencer og deres evne til at samarbejde både internt og med eksterne samarbejdspartnere. Begrebet innovation kommer eleverne desuden til at arbejde med igen i 2. og 3g.