Nyheder

27.03.2021

GG åbner efter påske

Så skete det endelig. Vi skal tilbage på skolen efter påske, og det er svært at sige, hvem der glæder sig mest - elever eller lærere! Og nu må der også undervises indendørs, så der er meget at glædes over.

Men alt er dog ikke helt, som det var før nedlukningen, fordi der ’kun’ tillades 50% fremmøde for alle elever.
På GG har vi derfor besluttet, at 3g’erne møder sammen med halvdelen af 1g’erne i den ene uge, og 2g’erne mødes med den anden halvdel af 1g’erne i den anden uge.

For at deltage i undervisningen, er det et krav, at man har en negativ test (det kan enten være kviktest eller PCR), som ikke må være mere end 72 timer gammel. I ugen efter påske skal eleverne fortsat testes på et af de kommunale testcentre. Men herefter får vi får etableret vores eget GG testcenter for elever og ansatte.

Så husk lige at tjekke skemaet, da der kan forekomme ændringer, og husk, at de samme retningslinjer om brug af mundbind på fællesarealerne, spisning klassevis og to meters afstand stadig gælder.

Men det vigtigste er, at vi ses, ’sådan rigtigt’.
På gensyn – vi glæder os meget til at se jer.