Nyheder

22.03.2019

Det er So-Me

Elever i 1g har arbejdet med sociale medier (SoMe). De har skrevet debatoplæg og har lavet små videofilm, hvori de fortæller om deres brug af SoMe til os – os, ”de gamle”, du ved, os over 40, som slet ikke forstår, hvad det handler om.

Så hvis du vil have et indblik i de unges forhold til medierne og holdning til de ’gamles’ undren over de unges omfattende brug af online medier, så læs nedenstående debatindlæg og se de to små film. Du bliver helt sikkert klogere på, hvad de gør og hvorfor de gør det


Forstå nu, at vi lever i det 21 århundrede!

Jeg er så træt af voksne og ældre mennesker, der snakker om ungdommen i dag, som om de ved bedre!

Det er en helt almindelig onsdag, og jeg sidder i bussen på vej hjem fra skole sammen med 15-20 andre gymnasieelever. Vi er alle trætte efter skoledagen og sidder derfor alle med hver sin mobil. En ældre mand træder ind i bussen, og da han ser, vi alle sidder med vores telefon, råber han op om, at dengang han var ung, kunne man snakke sammen i virkeligheden, og at ungdommen i dag er blevet dovne og upersonlige.

Mens jeg sad der i bussen og hørte på ham, tænkte jeg, at voksne og ældre mennesker jo ingen ide har om, hvordan det er at være ung i det 21 århundrede. Der er en grund til, at vi bruger mange timer om dagen på vores telefon. Og nej, vi er ikke usociale, dovne unge mennesker. Sagen er bare den, at voksne mennesker ikke forstår, hvad det er, vi foretager os på vores mobiler. Det irriterer mig, at voksne mennesker, som burde have en større forståelse og indsigt i alting, ikke kan sætte sig ind i, at ungdommen ikke længere kun foregår i den virkelige verden, men vi reelt set har ’’2’’ liv. Vi har et front- og backstage liv og så har vi livet på de sociale medier.

Sociale medier er blevet en så stor del af vores hverdag, fordi vi her kan udfolde os. Vi kan skrive og tage billeder af alle de ting, vi godt kan lide eller er frustreret over. Sociale medier er også et sted, hvor vi kan identificere os med andre og blive bekræftet. Hvilket er SUPER vigtigt, nu hvor vi lever i en tid, hvor vi hele tiden skal leve op til krav fra alle omkring os. Sociale medier er en del af vores identitetsdannelse. Vi er den nye generation og alligevel får vi unge ikke plads til at leve i vores egen verden, fordi sådan var ungdommen ikke den gang, de voksne var børn og så er det forkert.

Alt, jeg beder om, er en smule forståelse fra de voksne i vores brug af de sociale medier, som er SÅ meget mere end bare vores hoveder nede i en skærm. Det er så urimeligt, når de voksne mennesker udtaler sig om ungdommen i dag. En ungdom de ikke er en del af og dermed ikke forstår.

Se to små film produceret af elever i 1g: