Idrætsdag på GG

3. september 2026

Selvom vejret ikke var helt med os i år, så var der masser af glæde og kampgejst at spore hos GG’s elever i går til GG’s årlige idrætsdag.

Som hvert år var der et udklædningstema for dagen, og i år stod den på “GG i Zoo”. Der blev bl. a. spottet bier, flamingoer, kaniner, køer og dyrepasser.

Alle klasser deltog i fem discipliner ud af ti mulige, som fx basketskud, sjipning, mixfodbold, stafet, floorball, tovtrækning, ultimate, rundbold, volleyball og præcisionskast.

Der var kampråb, klappen og opbakning, når kammeraterne fra klassen var ’i kamp’, men alt blev afviklet i bedste sportsånd.

Dagen efter idrætsdagen blev vinderne offentliggjort på vores ’morgensamling’, som på GG hedder Gøg og Gokke.

Vinderne på hver årgang var: GF Y, 2p og 3x. Vinderne af fairplay blev 3b.

Som præmie får vinderklasserne en frokost hos Jette bestående af en sandwich og en sodavand.

Tillykke til vinderne.

Tak til alle skolens elever og lærere for deres indsats, kampgejst og opbakning.