Mediearrangement for alle 2g’er

8. november 2026

Torsdag d. 5.11. samledes alle 2g elever i den store sal for at møde instruktøren Christian Sønderby Jepsen bag dokumentarfilmen Faderen, sønnerne og Helligånden, og Henrik Ernst, som er hovedkarakteren i filmen.

Alle klasser havde set filmen og havde forberedt spørgsmål til begge, og mange var interesserede i, hvordan det går Henrik, hans bror og hans søn i dag. Instruktøren blev spurgt til, hvor mange timers film han havde optaget til de to film – og han kunne fortælle, at han havde ca. 700 timers optagelser til de to film! Det siger virkelig noget om de vilkår en dokumentarfilm bliver til under.

Faderen, sønnerne og Helligånden er optaget 14 år efter dokumentarfilmen Testamentet, og begge skildrer en dysfunktionel familie, som håber på den helt store arv.

Det var et spændene arrangement, hvor både filmen og mødet med både Henrik og Christian helt tydeligt optog mange elever.

Hver år arrangerer dansklærerne et fælles arrangement for alle 2g elever med fokus på en film eller et medie, da medier og filmanalyse er en del af pensummet. Arrangementet er altid en succes, og specielt i år, hvor der både var en instruktør og hovedkarakteren fra filmen til stede.

Begge film ligger på DR, så en opfordring herfra til at se de to både rørende og provokerende dokumentarfilm.