Internationale projekter
Vi er fra skoleåret 2021/2022 blevet en akkrediteret Erasmus+ skole, hvilket betyder, at vi hvert skoleår kommer til at starte nye projekter.
Udover årligt at deltage i Erasmus+ projekter har vi også Nordplus-projekter, og vi er ofte med i andre mindre projekter, hvor elever kommunikerer og mødes med andre elever i Europa.
Vi har samarbejdspartnere i Norden og det meste af Europa.
Der er både projekter med fokus på de naturvidenskabelige fag, de samfundsvidenskabelige fag, de kreative fag og naturligvis sprogfagene.
Projekterne og partnerne skifter fra år til år, alt efter hvilke aftaler vi får i hus, og hvilke tilbud vi ønsker at give de forskellige klasser og elever. Men fælles for dem alle er arbejdet med at styrke vores elevers interkulturelle kompetencer og faglighed i mødet med jævnaldrende fra andre lande.
Vi har for tiden følgende forskellige projekter kørende.
Nordplus-samarbejde mellem Danmark og Færøerne 2024-2025
I november 2024 rejste 15 elever fra GG til Færøerne for at mødes med 15 elever fra Glasir Gymnasium, så de kunne inspirere hinanden med udgangspunkt i forskellige kulturer. Projektet fokuserede på at skabe forståelse og venskaber mellem unge fra Danmark og Færøerne gennem en række forskellige kulturelle aktiviteter. Vi arbejdede sammen om at skabe elevstyrede projekter, der kunne hjælpe til med fællesskab på begge gymnasier. Vi udforskede også både ligheder og forskelle mellem de to lande. Hos værterne, vi boede hos, så vi hvordan de levede og fik indblik i deres hverdag og deres daglige rutiner. Hos nogle af værterne blev vi budt på lokale retter, og vi lærte om, hvordan råvarerne fra naturen spiller en central rolle i færøsk madkultur. Læs mere om vores tur i Gladsaxe Bladet, som bragte denne artikel om vores samarbejde.
Vi glæder os til at tage imod vores venner fra Færøerne til foråret 2025, hvor det er GG’s tur til at være vært.
Erasmus+ wE/U are the Voice 2024-2026
Samarbejde mellem Gladsaxe Gymnasium og partnerskoler i Finland, Slovakiet og Italien. Projektet har fokus på kulturmødet, digitalisering og at gøre sin stemme gældende.
Mobiliteter:
- Bratislava, Slovakiet: 3.-8. november 2024
- Gladsaxe, Danmark: 6.-11. april 2025
- Valdobbiadene, Italien: Efterår 2025
- Lovisa, Finland: Forår 2026
Erasmus+ wE/U are the Voice i Bratislava, Slovakiet
Første mobilitet i projektet foregik i Bratislava i Slovakiet i midten af november 2024. Emnet for mobiliteten var ”Fremtidens skole”. GG deltog med otte 1.g-elever, og derudover var der tilsvarende antal elever fra Finland og Italien og så selvfølgelig de slovakiske elever. De udenlandske elever var indkvarteret hos de slovakiske elever.
Vi var afsted fra søndag til fredag og ud over at arbejde med emnet om fremtidens skole, var vi også på forskellige ture, bl.a. til et kæmpe slot i Tjekkiet og en enorm aquapark samt til diverse sociale arrangementer. Ugen sluttede af med en festaften på værtsgymnasiet, hvor forældrene havde medbragt mad til en fælles buffet.
Det var en sjov og lærerig uge!
/Hanne, rejselærer


Erasmus+ YoMiJoDi – Young Minds Joined in Diversity 2024-2025
YoMiJoDi er et samarbejde mellem partnerskoler i Tyskland, Slovakiet og Sverige. Projektet har fokus på kulturmødet, verdensmål og digitalisering.
Mobiliteter:
- Wolfsburg, Tyskland: d. 4. -10. februar 2024. Inklusion og ulighed.
- Poprad, Slovakiet: d. 14. – 20. april 2024. Kulturarv og digitalisering.
- Gladsaxe, Danmark: d. 23. – 27. september 2024.
- Solna, Sverige: d. 5. – 9. maj 2025.
YoMiJoDi – Young minds joined in diversity i Wolfsburg
Wolfsburg er byen, hvor 62000 mennesker arbejder på den gigantiske VW-folkevognsfabrik. Som et led i ugens program var vi således på rundvisning på fabrikken. Der deltog foruden den tyske klasse og os elever fra Slovakiet og Sverige, og projektet havde sin base på Theodor Heuss Gymnasiet. Det tilrettelagte forløb var om ’disabilities’. Da vi var på besøg på Wolfsburg fodboldstadion, mødte vi Phil Grolla, der var hurtigløber og manglede halvdelen af venstre arm. Han var ekstremt imødekommende og charmerende, og eleverne havde virkelig mange og gode – og også nærgående – spørgsmål til ham. Vi fik desuden rundvisning på Wolfsburg fodboldstadion, og det var rigtig godt at se, hvor meget de havde gjort for at inkludere besøgende med handicap. Et andet møde med ’disabilities’ var i gymnastiksalen, hvor eleverne skulle spille forskellige spil, nogle uden at kunne se, andre uden at kunne høre.
/Morten, rejselærer
YoMiJoDi – Young minds joined in diversity i Poprad
Kulturarv og digitalisering var emnet for Erasmus+mobiliteten i Poprad, Slovakiet, der foregik i april. Eleverne fra hvert af de fire lande i projektet, Danmark, Sverige, Slovakiet og Tyskland havde til den første dag forberedt et oplæg og en Kahoot om deres egne kulturelle skikke og steder, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. De følgende dage var der planlagt ture til kulturelle sites i Poprad og de omkringliggende bjerge. På programmet var også gruppearbejde, sociale aktiviteter, dans, idræt, en tur i Aqualand og til slut en festaften på værtsgymnasiet, hvor forældrene havde medbragt slovakiske specialiteter til en fælles buffet. Det var en sjov og lærerig uge, og vi har haft det så hyggeligt med hinanden oog med eleverne fra de andre lande! Et andet morsomt besøg var dukketeateret i Hannover, hvor eleverne arbejdede med at kreere dukker til deres teaterstykker. En meget vellykket tur.
/Lise-Lotte, rejselærer





YoMiJoDi – Young minds joined in diversity værtskab på GG
I september 2024 holdt vi Erasmus+ værtskab på GG, hvor vi fik besøg af elever og lærere fra Tyskland, Slovakiet og Sverige. Temaet var bæredygtige byer med fokus på FN’s verdens mål 3 og 11. Eleverne var bl.a. på guidet tur med DAC i København, besøgte Christiania, Refshaleøen, Assistens Kirkegård, Absalons kirke og udførte feltarbejde på Vesterbro med formål at undersøge, hvad der gør en by attraktiv og god at bo i.
Det var en spændende uge med masser af aktiviteter og nye venskaber. Ugen blev afsluttet med fælles middag for alle elever og deres forældre på GG.






Erasmus+ BeU in EU 2022-2024
Samarbejde mellem Gladsaxe Gymnasium og partnerskoler i Finland, Slovakiet og Spanien omkring at være ung i Europa. Målet med projektet er at give deltagerne indsigt i ligheder og forskelle mellem levevis og kultur for unge i Europa.
Mobiliteter:
- Bratislava, Slovakiet: 20/11-25/11 2022: I løbet af ugen blev der arbejdet med sociale mediers indflydelse på unges liv.
- Lovisa, Finland: 16/4-21/4 2023. Emnet for ugen var fremtiden for unge. En fremtidsforsker satte rammen, og eleverne lavede lommefilm med forskellige temaer som klima, teknologi og hverdagsliv.
- Gladsaxe: 5/11-10/11 2023. Det overordnede emne for ugen var natur og sundhed. Der var fokus på unges mentale og fysiske helbred og hvordan naturen kan bidrage positivt til disse.
- Finana, Spanien: 14/4-19/4 2024. Emnet for ugen var forskelle og ligheder mellem generationer.

Erasmus+ CT – Changing Together 2022-2024
Changing Together er et samarbejde mellem partnerskoler i Tyskland, Slovakiet, Frankrig og Italien. Projektet har en praktisk og kreativ tilgang med fokus på kulturmødet og bæredygtighed.
Mobiliteter:
- Bratislava, Slovakia: 20.-25.nov. 2022. Bæredygtig landbrug.
- Poitiers, France: 5.-10. mar. 2023. Kulturmødet.
- Gladsaxe, Denmark: 3.-8. dec. 2023. Dans og kulturmødet.
- Valdobbiadene, Italy: 4.-9.feb. 2024. Kunst og bæredygtighed.
- Laufen, Germany: 14.-19. april 2024.