Hvad er dit yndlingsudtryk på tysk eller spansk?

11. april 2025

Dette spørgsmål var blot et af mange, som Peter stillede vores 1.g og 2.g-elever fra de sproglige studieretninger i hans oplæg om de mange forskellige europæiske sprog og kulturer, som han har fået et indgående kendskab til igennem de mange rejser, han har været på siden 2013. På sine rejser lærte Peter at begå sig på tysk, fransk og spansk, og med sine sproglige og interkulturelle kompetencer har han fået et unikt indblik i de mange forskellige kulturer i Europa og i alt det, der forbinder os.

Eleverne blev i den grad aktiveret og kom i dialog med hinanden via de mange spørgsmål og små opgaver, han stillede eleverne: Hvad er forskellen på en rejse og en ferie? Hvilke fordomme har du om tyskere og tysk kultur? Hvilke fordomme har du om spanier og spansk kultur? Og hvordan tror du, en spanier vil beskrive den danske kultur og mentalitet?

Visualiseringer og små videoklip af unge spanier og tyskere fik derudover vist eleverne små vidnesbyrd af spansk og tysk kultur.

Og hvad var elevernes yndlingsord på tysk og spansk så? “Krankenwagen” og “guapo”. Hvad betyder de mon?

Læs mere om Peter rejser, beretninger og bøger her.