Fællesskab frem for fuldskab
3. september 2021
På GG har vi fokus på fællesskab – både til hverdag og til fest. På næste fredag afholder vi årets første fest, og det er faktisk den første fest siden Corona i marts 2020.
I de sidste uger har der været opmærksomhed på bla. festen, og de rammer den planlægges ud fra.
Vi vil gerne holde fede fester for vores elever. Fester, der foregår i fællesskab på GG, frem for i mindre grupper til forfester. Vi ønsker at ændre på en festkultur, hvor eleverne i stigende grad ankom senere og senere til fest og mødte meget fulde op.
Ved den kommende fest er dørene åbne mellem kl. 19.00 – 20.30 og efter en dialog med eleverne har vi besluttet at rykke sluttidspunktet til kl. 01.00. Til fester på GG kan eleverne købe øl, Somersby, alkoholfrie drikke mv. De må altså gerne drikke til festerne i vores trygge rammer, men de må ikke møde fulde op. Ved festerne er der både lærere og vagter til stede. Vi har orienteret eleverne om, at de ikke bliver lukket ind, hvis de er fulde.
Vi har fået reaktioner fra nogle af eleverne, som er utilfredse med rammerne for festen. Som nævnt har vi forlænget sluttidpunktet for festen, men vi vil fortsat have, at eleverne ikke er fulde, når de ankommer.
På Gladsaxe gymnasium har vi – ligesom mange andre ungdomsuddannelser – arbejdet med de unges alkoholkultur igennem mange år. Vi har bl.a. haft fokus på fællesskab, oplysning og festkultur.
De unges alkoholkultur er præget af en stærk drukkultur, som vi som uddannelsesinstitution har et ansvar for at være med til at ændre. GG er sammen med en række gymnasier og ungdomsuddannelser i Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk gået ind i et partnerskab, der skal fremme alkoholfrie fællesskaber og en festkultur, hvor alkohol spiller en mindre rolle. Her har vi bl.a aftalt, at alkohol ikke må være adgangsbillet til fællesskaber på vores uddannelsesinstitutioner.
Læs mere om partnerskabets fælles værdigrundlag ‘Sammen om en ansvarlig alkoholkultur’