David Bhai fra Laksmi Asram i Indien skriver…
5. januar 2018I oktober tog 3.s (Den globale klasse) til Indien, hvor vi bl.a. besøgte Laksmi Asram (pigeskole). David Bhai, lærer på asrammen, har skrevet flg. om vores besøg.
“Rigtig mange tak for at lukke os ind i jeres hjem og skole. Det har været en stærk oplevelse, og jeg har elsket at møde jer alle. Jeg vil altid huske jer piger som mit første (meget gode) indtryk af Indien. Pas på jer selv!” Mathilde, Danmark – skrevet i Ashrammens gæstebog den 2. november 2017.
Den 30. oktober ankom 24 elever og tre lærere fra GG til Kausani, hvortil de havde rejst direkte fra Danmark. Jeg forsøgte at forestille mig, hvordan eleverne mon følte det, for det er altid mærkeligt at ankomme til et nyt sted i mørke, og de havde rejst uden afbrydelser helt fra Danmark.
Men næste morgen blev de budt velkommen af en udsigt over Himalaya-tinderne fra deres hotel, og som planlagt nåede de op på ashrammen kl. halv ti. Om formiddagen havde vi mulighed for at sidde sammen på skråningen og snakke om Lakshmi Ashram.
Efter frokost fik vi alle sammen mulighed for at mødes om et kulturelt program med sange og danse. Så tilbragte de en hyggetime med de mindste elever, legede ordlege i grupper og andre indendørs lege. Det var en fornøjelse at se, hvordan de alle morede sig!
Den følgende dag nød de en vandretur i bjergene, gennem skove og små landsbyer, inden vi nåede dalen nedenfor ved de gamle templer i Baijnath.
På den sidste dag skulle eleverne deltage i det praktiske arbejde sammen med vores piger. Drengene skulle hjælpe med at grave en kompostkule, mens de fleste af pigerne sammen med ashram-eleverne skulle fjerne bakaul, en uønsket ukrudtsplante, på vores bjergskråning.
Vi satte os sammen for sidste gang efter frokost, og både vores elever og gæsterne fra Danmark kunne stille spørgsmål til hinanden. Nu havde de danske elever fået en masse nye erfaringer, som de skulle fordøje, og vi tog afsked med dem på gårdspladsen, da de forlod os for at vandre ned til hotellet. Næste morgen skulle de rejse til Delhi, og anden del af deres program skulle finde sted.
Helt sikkert gav oplevelserne på Lakshmi Ashram, som Mathilde har skrevet, et meget specielt førstehåndsindtryk af Indien. Studieturen var et nyt projekt for Gladsaxe gymnasium, og vi tror at både lærere og elever fandt oplevelsen uvurderlig.