DANMARK ER ET DEJLIGT LAND!

18. november 2021

I uge 45 var alle 13 1.g klasser på en tredagestur i Danmark. En klasse blev sendt øst på til Bornholm, en klasse tog mod nordvest til Thyborøn, en anden rejste sydvest til Fanø og mod nord gik turen til Helsingør. Og der var ture til Odense, Randers og Århus, ja, til alle kroge af Danmark.

Programmet i de forskellige byer var meget forskelligt: rovfugleshow, besøg på Elvismuseum og samling af hjertemuslinger til en fælles pastaret. En klasse mødte en borgmester og en anden var på ghostwalk i Ribe.

For alle klasser var der arrangeret et besøg på det lokale gymnasium. Danmarksturen skal nemlig bidrage til at træne elevernes globale forståelse, hvorfor eleverne gennem mødet med unge fra andre dele af landet, skal lære og forstå forskelle/ligheder på levevis og det at være ung i Danmark.

Turen har selvfølgelig også et socialt formål, så eleverne i deres nye studieretningsklasse bliver rystet sammen som gruppe, og der skabes grobund for en god klassekultur.

Endelig har turen et fagligt aspekt, med afsæt i de fag, som de to lærere, der er med på turen repræsenterer.

Vi håber, og tror, at alle klasser har haft en god tur, med mange og forskellige oplevelser og faglige input, samtidig med, at der var tid til at lære hinanden at kende og hygge.