Årets forfatterarrangement
19. november 2018Hvert år afholder GG et forfatterarrangement for alle 3g’ere. I år havde vi inviteret Leonora Christina Skov, der er aktuel med den selvbiografiske roman ”Den, der lever stille”. Bogen er en meget personlig og stærk beretning om Leonora Christina Skovs opvækst i en lille provinsby. Specielt er hendes mor meget kontrollerende og livet leves efter reglen: ”hvis vi ikke snakker om det, er det næsten som om, det ikke findes!”. Så de lever meget stille i villakvarteret i Helsinge. Helt galt bliver det, da Leonora Christina Skov springer ud som lesbisk og forældrene mener, hun er pervers, og senere beskylder hende for indirekte at være årsag til morens kræftsygdom.
Alle 3g-elever havde på forhånd læst dels et uddrag af romanen og dels om genren autofiktion, hvor der er et tydeligt sammenfald mellem forfatteren og hovedkarakteren.
Leonora Christina Skov fortalte levende om sin bog og om den svære proces, det er at skrive om sin opvækst og sin familie. Hun understregede igen og igen, at det gælder om at holde fast i sig selv og kæmpe for det, man tror på.
Der var meget stille i salen under selve oplægget og en stor spørgelyst bagefter. Mange elever gav også efterfølgende udtryk for, at de synes Leonora Christina Skov var sej.