Besøgselever fortæller om hvordan det var at være gymnasieelev for en dag på GG

10. februar 2025

Hvert år kommer der mellem 300-400 elever på besøg på GG for at afprøve, hvordan det er at være gymnasieelev på GG, inden de skal vælge ungdomsuddannelse den 1. marts. De allerfleste besøgselever er rigtig glade for at besøge GG, fordi de føler sig taget godt imod og de synes, at timerne er spændende, lærerne er gode og eleverne glade.

Den 5. februar blev der afviklet endnu en besøgsdage, hvor de besøgende elever først blev taget imod af en gymnasievejleder, før de blev hentet af en gymnasielærer, som så underviste hele holdet af besøgseleverne i et af de fag, de vil få i gymnasiet: latin. Efter den undervisning var det tid til frokost – alle besøgselever får en gratis sandwich af verdens bedste kantinebestyrer, Jette. Efter frokost kom eleverne ud i forskellige 2.g klasser for at observere almindelig undervisning. Nogle så matematik, andre musik eller engelsk. Til sidst blev dagen afrundet med en opsamling sammen med en gymnasievejleder, hvor der både var plads til elevernes spørgsmål og en kort evaluering.

Spurgt om, hvad eleverne synes om besøgsdagen, svarede de følgende:

“Skolen er flot, og der ser ud til at være mange steder man kan sidde og sådan. Den er stor og lidt forvirrende at finde rundt i – i hvert fald i starten. GG virker som et godt sted.”

“Jeg synes, det er fedt kun at være besøgseleverne, da det gør, at man tør være mere aktiv i timen. Jeg synes også niveauet i undervisningen var tilpas. Jeg synes dog også, at det er fedt at opleve at være i en almindelig gym-klasse.”

“Jeg synes, det har været godt. Du får svar på alt det du spørger om. Du bliver taget godt imod.”

“Motiverede lærere, der gør undervisningen lettere og sjovere at følge med i, gode undervisningslokaler, hverken for store eller små. Tak for en god dag!”

“Gode, engagerede og hjælpsomme lærere, interessante fag og spændende undervisning.”

“Jeg synes at skolen virker god: søde lærere, søde elever og gode lokaler.”

Der er stadig 3 besøgsdage tilbage i denne sæson: den 17. februar, 24. februar og 26. februar. Du kan tilmelde dig til dem her.

Hvis du ellers har spørgsmål til besøgsdagen, er du meget velkommen til at ringe på telefon 39563162 eller skrive til os på post@gladgym.dk.

Vi glæder os til at tage imod dig!