Velkommen til Oliver fra Bratislava

3. marts 2023

Det kræver mod at tage til et fremmed land, hvor man ikke forstår sproget. Men det afskrækkede ikke Oliver Czanik, der til daglig bor i Bratislava, hovedstaden i Slovakiet.

Oliver skal gå på GG i to måneder og bo privat hos en elev fra 1s, som er en af GG’s globale elever. Heldigvis havde de to allerede mødt hinanden, da 7 elever fra 1s i november var på udveksling en uge i Bratislava, hvor de sammen med elever fra Frankrig, Tyskland og Italien deltog i et Erasmus+ projekt på Olivers skole. Erasmus+ projekter er støttet af EU, og derfor gratis for den enkelte elev.

Men hvorfor valgte Oliver at komme på udveksling?

Man bliver selvstændig, man møder nye mennesker, man lærer en anden kultur at kende, og man får det, der med et fint ord hedder interkulturelle kompetencer, og så er det spændende, fortæller Oliver.

Der er stor forskel på skolesystemet her og i Bratislava, hvor Oliver er vant til at have 6-7 moduler om dagen og vant til at tiltale læren med efternavn. På hans skole tager man hjemmesko på, når man kommer om morgenen, og alle elever spiser varm mad i skolens kantine til frokost.

Når man ikke forstår sproget, så må man jo prøve at lære det. Oliver er faktisk i gang med at lære dansk, og kan allerede præsentere sig selv og sige et par sætninger.

Oliver får nemlig brug for dansk, for den elev fra 1s, som Oliver bor hos nu, skal til efteråret på udveksling to måneder i Bratislava, og ja, hun skal bo hos Oliver.

Lyder det spændende med udveksling, en uge eller to måneder, så er vores global klasse måske noget for dig?