GG = Grønt Gymnasium

17. april 2023

Torsdag d. 13. april var årets miljødag på GG.

Dagen startede med en workshop med oplæg fra foreningen Plastic Change for alle 1g’ere. Alle var stille under oplægget, for de facts, vi fik om omfanget af vores forbrug af plastik – vi udleder mere end 10 millioner tons plastik i havene hvert år -, var virkelig foruroligende. Heldigvis hørte vi også om genanvendelse, og hvad vi selv kan gøre for at nedsætte forbruget af plastik.

Efterfølgende fik eleverne syn for sagen, da de skulle samle affald i lokalområdet. Mere end 250 kg. affald blev indsamlet på en time – og der var meget plastik! Det er utroligt, hvor meget affald folk smider på gaden.

Til sidst skulle eleverne lave en lille video med fokus på at gøre gymnasieelevers adfærd og forbrug mere bæredygtigt. Det kom der flere fine film ud af, som vi helt sikkert kommer til at se mere til.

”GGrøn dag” skal give eleverne et indblik i natur, miljø og klima, og hvordan vi som mennesker påvirker disse. Dagen skal være med til at give eleverne en større forståelse af, hvad det er, vi skal passe på, og hvordan vi passer på det. Dagen skal desuden bidrage med ny viden, der i fremtiden giver den enkelte elev et fagligt fundament til at træffe bæredygtige valg. Og selvfølgelig er miljødagen også en “fællesskabende aktivitet”, fortæller Magnus Limborg, som er klima- og miljøkoordinator på GG. Du kan læse mere om miljørådet her.

Samme dag fik lokalområdets insekter nye boliger på GG.

Efter miljødagen inviterede kunstudvalget og miljøudvalget til indretning af GG’s nye insekthoteller. 1g elever havde samlet kviste og grene og Teknisk Service havde gjort klar til fem hoteller bygget op af genbrugsmateriale. Hotellets mange rum blev fyldt med alt godt fra haven omkring GG, og hotellet stod herefter klar til indflytning. Vi byder de lokale insekter velkommen på GG, og håber på, at rigtig mange flytter ind permanent.