En GGrøn vision
Gladsaxe gymnasium har det som en af sine visioner at arbejde for et mere bæredygtigt og grønt gymnasium og at uddanne elever til at tage et miljøbevidst ansvar i en globaliseret verden.
Som ny elev på GG bliver man præsenteret for et forløb om bæredygtigt forbrug og mad allerede i det naturvidenskabelige grundforløb. Her får man både indsigt i, hvad det vil sige at spise sundt, men også i, hvordan fødevarer og deres produktion påvirker miljø og klima. Efter forløbets afslutning, vil den enkelte elev være i stand til selv at træffe de svære valg i det komplekse samspil mellem miljø, velvære, smag og klima.
Der er hvert år et oplæg for 2.g og 3.g-årgangene, hvor vi får en person udefra til at tale om et miljømæssigt emne, de brænder for. De sidste år har vi bl.a. haft besøg af Anders Morgenthaler, der talte om forbrug og adfærds ændringer med et glimt i øjet og af Daniel Rye, der brugte sine personlige oplevelser i Mellemøsten til at tale om klimaforandringer og manglen på vand.
Styrket biodiversitet
I forbindelse med årlige frivillige arrangementer for hele skolen er biodiversiteten langsomt ved at blive øget. Der har været velbesøgte events, hvor der er blevet lavet fuglekasser til ophængning i skolens træer, der er blevet lavet kvasbunker og insekthoteller og store områder er blevet beplantet med insekt- og bivenlige blomster.
Desuden får større arealer på skolens grund lov til at vokse vildt gennem hele sommeren til gavn for både plantelivet og for insekterne.
Søen på skolens område har desuden undergået en omfattende genetablering, så der nu er åbent vand og tæt naturlig vegetation langs bredderne. I forbindelse med restaureringen af søen er der blevet udarbejdet et grundigt undervisningsmateriale med henblik på netop at se på DNA og livet ved og i søen.
Miljøudvalg og ‘Fem Fede Dage’
GG har desuden et meget aktivt miljøudvalg, der består af elever og lærere, som står for at arrangere en del af de grønne events på skolen og for at påvirke adfærden af de øvrige elever, så den bliver mere bæredygtig. Blandt andet står udvalget for ’Fem Fede Dage’, der er forskellige events hen over en uge, der sætter fokus på, hvordan den enkelte kan få sin hverdag til at blive mere grøn. Det er også miljøudvalget, der gennem samarbejde med teknisk service, har fået affaldssortering udbredt til hele skolen, så der nu sorteres i alle lokaler og på alle gangarealer.
Grøn transport og studierejser
Siden 2020 har der ikke været flyrejser i forbindelse med 2.g’ernes studieture. I stedet er rejserne gået til mere regionale destinationer med tog, færge eller bus. En udregning viste, at besparelsen i CO2 ved ikke at flyve svarer til, at vi kunne sende hele årgangen en gang omkring Jorden i bus!
For at fremme en mere grøn trafik til og fra skolen er der løbende blevet sat nye og flere cykelstativer op på skolens grund og der er blevet lavet begrænsninger i parkeringsmulighederne med bil.
Det grønne flag
Siden 2019 har Gladsaxe Gymnasium været tilmeldt Grøn Skole-projektet, der ligger under Friluftsrådet. Hvert år udvælges et eller flere temaer, der udstikker fokus for det grønne arbejde det pågældende år. De temaer, der har været arbejdet med, er eksempelvis biodiversitet, adfærd, FN’s verdensmål, affald og bæredygtigt forbrug. Gladsaxe Gymnasium har hvert år modtaget ‘Det Grønne Flag’ for det grønne arbejde på skolen.
På Gladsaxe Gymnasium arbejdes der på mange grønne fronter for at kunne sende unge, nysgerrige og miljøbevidste mennesker ud i verden.