Orienteringsaftenen 16.1.24
22. januar 2024Omkring 150 elever klædt i orange t-shirt og 80 lærere stod klar til at tage imod de knapt 900 unge og forældre, der mødte op til den årlige orienteringsaften.
Der var aktiviteter både i salen, i klasserne og rundt om på skolen.
Vores elevambassadører fulgte de fremmødte op i forskellige klasselokaler, hvor lærere og elever stod klar til at fortælle om dagligdagen på på GG og om det at starte i 1g.
I salen bød rektor Eva Krarup Steensen velkommen. Hun startede med at referere til Harry Potter. For GG er – ligesom Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandskab – et rummeligt gymnasium, hvor der plads til alle. Hvad enten du er en modig Gryffindor, en hårdtarbejdende Hufflepuff, en intelligent Ravenclaw eller en ambitiøs Slytherin. Du vil møde alle typer på GG.
Eva understregede, at hun synes, det er en god idé at vælge stx og selvfølgelig på Gladsaxe Gymnasium. Men hun understregede, at du skal VILLE det. Det er spændende at gå i gymnasiet, selvom det til tider kan være hårdt. Der er mange lektier, og der er mange opgaver, og det kræver både selvstændighed og gode samarbejdsevner.
Du vil lære nyt, og du vil blive udfordret på dine forståelser af, hvordan verden hænger sammen. Nogle gange vil du opleve emner og fag, som måske vil være lige så overraskende og mærkelige som i Harrys Potters univers. Du kommer helt sikkert ikke til at lære at flyve på koste. Men du vil lære så meget andet.
På GG arbejder vi desuden med at skabe stærke klassefællesskaber. Alle elever har et ansvar for at læringsmiljøet i deres klasse fungerer. Læring er en holdsport, hvor man træner og spiller sammen.
Eva sluttede med at understrege, at hvis du vil være sikker på at komme på Gladsaxe gymnasium, så skal du vælge GG som din 1. prioritet.
Og så var der musikalske smagsprøver fra årets musical Shrek, hvorefter elever fra elevrådet præsenterede de faglige og sociale arrangementer og udvalg vi har på GG – og det er mange!
Efter indslagene i salen og i klasserne, var skolens kantine fyldt med fagboder, hvor lærere og elever fortalte om de enkelte fag, og om de forskellige studieretninger.
Det var en god aften, den var lærerig, spændende og underholdende, sagde en af de fremmødte.
Vi håber, vi ses igen til august.