Årets musical Shrek var en stor succes!
9. februar 2024
Tirsdag d. 6. februar var der premiere på en af årets store begivenheder – nemlig musicalen. Musicalen er en tradition på GG, hvor elever fra alle årgange og klasser sammen spiller, synger og danser, så det er en fryd for både øret og øjnene.
I år var det musicalen Shrek der var på programmet, og over 50 elever deltog både foran og bag scenen.
Og sikken en flot musical! Både skuespil, sang, dans og musik var udført meget professionelt.
Der var et flot lysshow, fantastiske dansenumre, et kor der bare sang så flot og en masse solister, der med stor musikalitet, ledte os gennem stykket.
Publikum var meget begejstrede og klappede meget og længe.
Musicalen i år handlede om trolden Shrek, der i starten bor alene i sin ildelugtende sump. Pludselig en dag er sumpen fyldt med eventyrvæsner, forvist dertil af prins Farquaad. Shrek begiver sig ud på et farligt eventyr for at få sin sump tilbage. Han får befriet den yndige prinsessen Fiona fra den ildspyende drage, forhindret hendes ægteskab med den onde prins Farquaad, og ender med få prinsessen og den halve sump. Den anden halvdel får æslet, som undervejs er blevet Shreks bedste ven.
Moralen er naturligvis, at alle kan finde kærlighed og venskab.
Tillykke til alle medvirkende, både foran og bag scenen, med den store succes.
Foto: Jesper Fredskild Terkelsen