Prøver og eksamen

En samlet studentereksamen består af både afsluttende standpunktskarakterer og prøvekarakterer.

Antallet af prøver i løbet af de tre år på GG er 10 inkl. en mundtlig prøve i studieretningsprojektet (SRP).

For elever med fem A-niveaufag er antallet af prøver 11 (inkl. SRP). 

Det er Børne-og Undervisningsministeriet, der fastlægger, i hvilke fag den enkelte elev skal aflægge prøve, men det er skolen der gør eleverne bekendt med, i hvilke fag der skal aflægges prøve. Dette sker hvert år ved offentliggørelse af prøveplanen i maj måned. Det er også i maj måned, at alle klasser orienteres om regler, rettigheder og gode råd i forbindelse med prøver og eksamen. Du kan finde de generelle regler om prøver og eksamen på Børne- og Undervisningsministeriets side og vores lokale eksamensregler i Studie- og ordensreglerne under Punkt 7 Eksamen og Prøver.

Mundtlige eksamener afholdes i sommerterminen (maj-juni) efter 1.g, 2.g og 3.g. Desuden afholdes evt. sygeeksamen i august. 

I løbet af det treårige forløb skal du derudover til en række interne skriftlige eller mundtlige prøver (terminsprøver og årsprøver). De interne prøver omfatter træning i både mundtlige og skriftlige prøveformer og prøver i studieretningsfag.

Særlige behov

Har du særlige behov ifm. prøver og eksamen, fordi du fx er ordblind, kan du søge om særlige vilkår og fx får forlænget tid. Det er vigtigt, at du overholder proceduren og tidsfristen for din ansøgning, så eksamensplanen kan lægges på den bedst mulige måde. Læs mere om, hvornår og hvordan du søger om særlige vilkår i Kapitel 7.4 Regler for elever med særlige behov i Studie-og ordensreglerne.

Grundforløb

Efter grundforløbet i slutningen af oktober er der obligatoriske prøver i det naturvidenskabelige grundforløb (NV) og almen sprogforståelse (AP), hvis karakterer tæller med på eksamensbeviset (samlet karaktervægt på 0,5). Prøverne i NV og AP tæller ikke med i de 10 prøver.

1.g

I slutningen af 1.g kan du forvente en række mundtlige og skriftlige årsprøver i fag, som du fortsætter med i 2.g, fx matematik. Desuden kan du forvente at skulle til eksamen i de fag, du har på C-niveau og som du afslutter. Det er dog forskelligt, hvor mange du skal op i, da det er Børne- og Undervisningsministeriet, der laver eksamenstrækket. Nogle elever skal ikke op i nogen C-fag, mens andre skal op i et eller to i slutningen af 1.g.

2.g

I slutningen af 2.g (maj og juni) kan du forvente en række mundtlige og skriftlige årsprøver i fag, som du fortsætter med i 3.g. Derudover skal du som udgangspunkt efter 2.g have været oppe i mindst tre prøver. Det er kun prøver på det højeste niveau, man har faget på, der tæller. Dvs. har du været til prøve i et fag på C-niveau i 1.g – og vælger dette som valgfag på B-niveau i 3.g, tæller 1.g prøven ikke med i de ti. Hvis du i 2.g afslutter et B-niveau-fag (engelsk B eller matematik B) vil du blive udtrukket til enten skriftlig prøve, mundtlig prøve, eller begge dele i faget.

3.g

I slutningen af 3.g (maj og juni) skal du til 2-3 skriftlige eksamener og 3-4 mundtlige eksamener. Antallet afhænger af, hvor mange eksamener du har haft i 1.g og 2.g og hvor mange A-niveaus fag du har.

Følgende prøver i 3.g er obligatoriske: Skriftlig prøve i dansk og mundtlig prøve i studieretningsprojektet (SRP). 

De øvrige prøver udtrækkes blandt mulige skriftlige og mundtlige prøver over alle tre år. 

Alle skal i 3.g have været til minimum tre skriftlige og minimum tre mundtlige eksaminer. For A-niveau-fag, hvor der er mulighed for både skriftlig og mundtlig prøve (dvs. undtagen historie), udtrækkes altid mindst én prøveform.