Faglighed, fag og fagligt samspil (FS)
Faglighed i fokus
På Gladsaxe gymnasium sætter vi fagligheden højt – på mange og meget forskellige måder.
Vi stræber efter en høj faglighed, der udfordrer alle vores elever. Vi støtter den faglige udvikling gennem et velfungerende studiemiljø, der har plads til både faglige fælleskaber og individuel fordybelse.
Vi har fagligt dygtige og engagerede lærere, og vi arbejder med varierede undervisningsformer for at fastholde og motivere eleverne for derved at sikre bedre læring og høj faglighed.
Klare undervisningsmål og målrettet, individuel feedback har længe været et af vores indsatsområder. Du vil ligeledes møde lærere, der arbejder med innovation som en naturlig del af undervisningen. IT er naturligvis også en integreret del af undervisningen, og vi arbejder på mange forskellige platforme.
Fag
Vidste du, at ca. 80% af de fag, du skal have i gymnasiet, er fælles for alle elever, uafhængig af hvilken studieretninger du vælger? Ved at vælge en specifik studieretning og bestemte valgfag kan du lægge ekstra fokus på visse fag, men langt de fleste fag er dermed de samme for alle. Du kan læse om alle fag og deres faglige indhold på https://emu.dk/stx. Klik dig videre til de forskellige fag, du interesserer dig for.
Fagligt samspil (FS)
I løbet af uddannelsen vil der indgå flerfaglige forløb (FS-forløb), som vil forberede dig til arbejdet med dit studieretningsprojekt (SRP) i 3.g. SRP’en består af en større selvstændig skriftlig opgave på 15-20 sider, som du desuden skal forsvare/præsentere mundtligt til din SRP-eksamen i 3.g.
Som en del af FS-forløb skal der indgå arbejde med basal videnskabsteori, faglig metode og innovation.
For at forberede dig bedst muligt på din SRP i 3.g, skal du allerede i 1.g skrive en dansk-historieopgave (DHO) og i 2.g en studieretningsopgave (SRO). Udover disse opgaver er der planlagt et antal FS-forløb, som fremgår af studieplanen.
Den samlede progressions- og studieplan for fagligt samspil, videnskabsteori og skriftlighed er tilgængelig her, hvor du kan se indhold, krav og mål for de enkelte aktiviteter.