Vejledning og støtte (inkl. SPS)
På GG tilbyder vi forskellige former for vejledning og støtte – noget er relevant for alle, hvorimod nogle tilbud henvender sig til dig, som er særlig udfordret på visse punkter. Her får du et overblik over de vejlednings- og støttemuligheder der er på GG.
Gymnasievejledning og coaching
Igennem dine tre gymnasieår på GG vil du møde vores gymnasievejledere, som vil vejlede og rådgive dig i din udvikling fra elev til studerende.
Hver klasse får tildelt en fast vejleder, og hvis du har brug for hjælp med at få dit faglige eller sociale liv på gymnasiet til at fungere, kan du altid kontakte din vejleder. Din gymnasievejleder har tavshedspligt og kan hjælpe dig med mange slags problemer, små som store. Fx kan kan du få hjælp, hvis du ønsker støtte fx i forbindelse med læsevanskeligheder og ordblindhed eller hvis du har et handicap. På GG har vi nemlig tilknyttet en række fagpersoner, der kan træde til og hjælpe dig videre med disse specifikke udfordringer (coaches, læsevejledere, matematikvejledere, SPS-vejledere etc.).
Gymnasievejlederne kan hjælpe dig til, at du får de rette studieteknikker og vaner, så du kan nå dine faglige mål og få det bedst mulige ud af dit gymnasieforløb. Gymnasievejlederne vil også række ud til dig og spørge ind til hvordan det går, hvis de er bekymrede for dig – måske pga. dit fravær eller andet.
Din gymnasievejleder kan henvise dig til skolens coaches, som kan hjælpe dig med at strukturere både din uddannelse og dit liv. På samme måde kan din gymnasievejleder sætte dig i kontakt med andre relevante fagpersoner.
Se vores gymnasievejledere og hvordan du kan kontakte dem her.
Læsevejledning og ordblindestøtte
Vi har et team af læsevejledere, som orienterer, støtter og vejleder dig og din klasse i, hvordan I effektivt læser og skriver i gymnasiet. På GG kan vi desuden også tilbyde individuel støtte, hvis du har behov for det, fx pga. ordblindhed. Det er vores samarbejdspartnere SPS-vejledere og VUC Lyngby, der varetager denne individuelle støtte.
Læsevejlederne screener alle 1.g-elever for ordblindhed og læsehastighed. Resultatet af screeningen meddeles dig i en personlig samtale, hvis det viser sig, at du har behov for ekstra støtte. Herefter har du mulighed for at modtage relevant støtte via vores samarbejdspartnere.
Hvis du har brug for hjælp til læsning i forbindelse med lektier, kan vi tilbyde et kursus i læseforståelse. Hvis du derimod har brug for at øge din læsehastighed, kan vi tilbyde et kursus i netop dette.
Al hjælp i læsevejledningen sker på frivillig basis og kræver et ekstra engagement hos dig, hvis du ønsker denne hjælp. Du kan henvende dig til klassens læsevejleder direkte eller via gymnasievejlederen.
Ordblindhed
Hvis du viser tegn på ordblindhed, vil vi tilbyde dig en grundigere test. Med resultatet af denne test kan vi aftale, hvilken form for støtte du kan have brug for. Det kan være IT-hjælpemidler, forlænget tid til eksamen og SPS (specialpædagogisk støtte).
På GG har vi både et team af egne lærere, 4 eksterne SPS-vejledere og en ordblindelærer fra VUC Lyngby tilknyttet, som kan yde individuel hjælp og støtte ifm. ordblindhed.
Skriv en mail til læsevejleder og ordblindekoordinator Stine Moll Walmar på SMA@gladgym.dk, hvis du har brug for at vide mere.
Ekstra matematik
At lære gymnasiematematik kan føles som at lære et nyt sprog, så overgangen fra folkeskole til gymnasium kan være overvældende. Derfor tilbyder vi på GG Ekstra matematik, som hjælper dig med at lære fagets sprog og – forhåbentlig – at opnå et tilfredsstillende fagligt resultat.
Efter den første måned på GG tilbyder vi dig ekstraundervisning i matematik, hvis du finder det svært at følge med i matematikundervisningen. De elever, som opnår karakterniveau C ved matematikscreeningen i grundforløbet opfordres ligeledes til at følge undervisningen i Ekstramatematik.
Hvis du ønsker eller er henvist til denne undervisning, skal du igennem en test, som afklarer hvilke vanskeligheder du har med matematik. Denne test er udviklet af Børne- og Undervisningsministeriet.
Undervisningen foregår på GG en gang om ugen i femte modul. Vi træner de grundlæggende matematik-teknikker. Det, vi gennemgår, sættes i sammenhæng med den øvrige matematikundervisning i 1g.
SPS-vejledere
På Gladsaxe gymnasium har vi i øjeblikket tilknyttet 4 SPS-vejledere, som yder SpecialPædagogisk Støtte til dig, som har en funktionsnedsættelse. SPS-støtte er kompenserende hjælp og støtte, som skal give dig mulighed for at tage en ungdomsuddannelse på lige vilkår med andre unge.
Skulle du få behov for at søge SPS, efter du er begyndt på gymnasiet, vil din ansøgning udarbejdes i et samarbejde din gymnasievejleder, (evt.) læsevejleder og sekretariatet.
Er du allerede inden du starter på GG SPS-berettiget, er det vigtigt at du informerer os om dette. I dette tilfælde bedes du kontakte sekretær Mia Karina Nielsen på mni@gladgym.dk.
Studieværksted
På Gladsaxe gymnasium afholder vi på udvalgte dage studieværksted efter normal undervisning – typisk kl. 15.15 – senest 16.30. Her kan du få hjælp til specifikke emner, som er relevante for dig. Vi tilpasser emnerne efter årskalenderen, således at du kan få hjælp lige inden du fx skal aflevere en større skriftlig opgave eller skal til en prøve. Eksempler på emner er ekstra kurser i grammatik lige før AP-prøven i grundforløbet, matematik-camp dagen før terminsprøven i 2.g – eller skrivecafé i forbindelse med SRP i 3.g.
Studievalg Danmark
På Gladsaxe gymnasium har vi tilknyttet en studievalgsvejleder fra Studievalg Danmark: Emilie Sonne Storbjerg. Hun kan hjælpe dig med at svare på spørgsmål ang. din videre uddannelse efter gymnasiet, som fx:
– Er du i tvivl om, hvad du gerne vil efter gymnasiet?
– Har du spørgsmål til valg af videregående uddannelse?
– Har du en funktionsnedsættelse, der har betydning for dit studievalg?
– Har du spørgsmål til ansøgning og optagelse?
Du er velkommen til at kontakte Emilie Sonne Storbjerg på emst@studievalg.dk